Folkets Hus er et moderne kulturhus, beliggende på Tegltorvet i Struer. Bygningen er tegnet af arkitekt Per B. Clausen fra Møller Nielsens Tegnestue, og er opført i 2005 på den grund, hvor det tidligere Folkets Hus var beliggende.
Arkitektonisk fremstår bygningen åben, lys og transparent og er velindrettet både med hensyn til lyd, lys og luft. Bygningen appellerer derfor til kulturelle funktioner og til møder og konferencer.
Det overordnede formål for Folkets Hus er at skabe fysiske og organisatoriske rammer for kulturelle oplevelser i Struer Kommune.
Det konkrete formål med Folkets Hus er at være et kultur- og konferencecenter. Huset skal danne rammen om mangfoldige kulturoplevelser og -tilbud.
Kultur- og fritidsudvalget besluttede 28. oktober 2008, at der skal arbejdes konkret for en fusion af Folkets Hus og Gimsinghoved Kunst- og Kulturcenter gældende fra den 1. januar 2009.
I den model der nu arbejdes frem mod, får de to kulturinstitutioner samme leder, fælles bestyrelse og status som selvejende institution med driftsoverenskomst med Struer Kommune.
Forslaget forelægges på en generalforsamling i den nuværende selvejende institution Gimsinghoved Kunst- og Kulturcenter den 10. november 2008.
Såfremt generalforsamlingen vedtager fusionen og reviderede vedtægter for den selvejende institution, betyder det bl.a., at Rie Nyborg bliver leder for de to kulturhuse, og at den selvejende institution ændrer navn til ?Kulturcenter Struer?.
Rie Nyborg er i dag leder af Gimsinghoved Kunst- og Kulturcenter.
Folkets Hus og Gimsinghoved Kunst- og Kulturcenter bevarer deres navne og selvstændige profiler.
Det økonomiske koncept omkring Folkets Hus baserer sig på, at der er mulighed for indtægtsdækket virksomhed via kulturelle arrangementer og konferencer. Denne opgaveløsning skal foregå på konkurrencelignende vilkår, og under skyldig hensyntagen til kommunalfuldmagten.
Husets organisation skal understøtte forskelligheden i kulturelle tilbud, og organisationen skal være udfarende, initiativtagende og samarbejdende i forhold til kultur- og foreningslivet og erhvervslivet med henblik på at kunne skabe spændende kulturtilbud i Folkets Hus. Ligeledes skal organisationen i Folkets Hus understøtte bredden og eliten i kulturlivet - i alle aldersgrupper.
Formålet med Folkets Hus er også - i sig selv, eller i sammenhæng med andre institutioner og eksterne samarbejdspartnere - at tiltrække spændende professionelle kulturelle tilbud til Struer Kommune.
Som kulturhus vil Folkets Hus også skulle bidrage til at profilere Struer Kommune regionalt, nationalt og internationalt.
Historien bag Folkets Hus går mere end 80 år tilbage, og rent faktisk er det nye hus på Tegltorvet nummer fire af slagsen, og den kendsgerning kommer nok bag på de fleste.
Historien bag Folkets Hus er også et lærestykke i hvor galt, det kan gå, når ildsjæle brænder for en sag uden at have de nødvendige forudsætninger for at klare opgaven.
Oprindelig blev det første Folkets Hus skabt via midler fra private og fagbevægelsen, men selv om tegningen af aktier allerede blev påbegyndt i 1923, blev Folkets Hus først en realitet i 1939. Men allerede i 1941 nedbrændte huset, og der måtte skaffes midler til genopførelsen af byggeriet.
Folkets Hus hed også i en længere periode Teglgården, hvor der både var boksekampe, bal og gymnastikopvisninger. Efter genopbygningen måtte der ofres mange penge på vedligeholdelse af bygningen, og de oprindelige ejere måtte sælge ejendommen til nye ejere. I 1980 købte Struer Kommune bygningen tilbage, og derefter har Folkets Hus været drevet som forsamlingshus frem til 2005. Og nu er det nye Folkets Hus, smukt beliggende ved Struers flotte nye plads Tegltorvet, en realitet der vil være ram-men om mange gode oplevelser i de kommende år.